Logo_udenbg

BLOG INDLÆG:

Klikkertræning: Når hunden træner sin ejer

Skrevet af Lene Kristiansen

Klikkertræning kan give dig en glad og motiveret hund med gnist i øjet, i stedet for en trist og passiv hund.

Forestil dig, at din chef hele tiden siger til dig, at nu skal du gøre dit, og nu skal du gøre dat. Der er ingen grund til for dig at prøve noget selv, fordi du ligeså godt kan afvente instrukser. Forestil dig så, at din chef hovedsageligt giver dig frie tøjler til at tage beslutninger og handle og i stedet blot roser dig og giver dig mere frie tøjler, når du selv tager initiativ. Du ville sikkert få meget mere lyst og motivation til selv at handle i fremtiden!

I klikkertræning skal hunden selv regne den ud
Når det kommer til hundetræning, er der heldigvis flere forskellige alternativer til at opnå det, som du gerne vil med din hund.

En af dem er at træne ud fra klikkertræningens principper. I klikkertræning bruger vi ofte kliklyden, som vi frembringer via en lille metalboks, til at belønne hundens adfærd med efterfulgt af fx legetøj eller godbid.

Klikkertræning giver en selvstændig hund
Men klikkertræning er mere end blot det. Et af de vigtigste formål i klikkertræning er, at hunden selv skal finde ud af, hvad vi gerne vil have den til. Den skal med andre ord bruge knoppen selv!

Du kan derfor pakke godbidslokning og korrigeringsmetoder væk og slappe meget mere af.

Din eneste opgave er at spotte hver eneste tilnærmelsesvis lille rigtig adfærd, som hunden viser, og omgående belønne det med klik og godbid, til du når i mål. Det lyder meget enkelt ikke?

Sådan gør du
Det er let, når du får det lært, og ikke mindst når hunden lærer at arbejde ud fra denne nye strategi.

1. Lær hunden hvad ”klikket” betyder. ”Klik” og giv en godbid 20 gange i træk uanset hvad hunden gør. Hvis stadig ikke hunden reagerer ved at kigge efter dig eller klikkeren, når du frembringer lyden, efter de 20 gange, så gentag 10 gange mere.

2. Nu kan du begynde at belønne en bestemt adfærd med ”klik” og godbid. Fx kan du klikke, hver gang hunden sætter sig ned af sig selv.

3. Husk aldrig at bruge kliklyden til at få din hund til at komme og husk også, at der følger en godbid eller legetøj efter hvert ”klik”.

Du afventer altså en frivillig ønsket adfærd, hvorefter du belønner den prompte. Tænk på eksemplet med din chef. Forestil dig at han bemærker, at du på eget initiativ gjorde en lille ekstra indsats i forhold til en bestem opgave, hvorefter han beslutter at give dig en ekstra ugeløn. Ved næste projekt får du måske lyst til at give det endnu en ekstra skalle for at se, om han måske denne gang giver dig en bonus igen. Din adfærd, som du frivilligt udøvede, blev belønnet.

Hunden viser kun ønsket adfærd, hvis det belønnes
Pointen er, at adfærd, uanset om vi taler om mennesker eller hunde, er egoistisk. Hverken vi eller hundene gør noget, med mindre der er noget, som motiverer os til det. Vil du gå på arbejde uden at få løn? Belønningen til hunden skal altså være tilstede på det rette tidspunkt, og den skal være lige nøjagtig så god, at din hund har lyst til at tilbyde mere af den adfærd, som du ønsker af den.

Hvorfor virker det?
Når hunden frivilligt tilbyder adfærd, hvilket du som ejer belønner, kan vi spørge os selv: Hvem træner hvem?

Hunden er i fuld kontrol hele tiden og bestemmer selv, om og hvilken adfærd den ønsker at tilbyde, så faktisk kan vi godt sige, at det i den situation er hunden, som træner sin ejer. Blot er det os, som sørger for at holde hunden motiveret ved at tilbyde attraktive belønninger til den. På den måde mister vi heller ikke helt kontrollen. Det er suverænt dig som ejer, der kontrollerer adgangen til ros og belønninger.

Positiv hjernevask
Når vi træner hunden med klikkertræningens principper, hvor hunden hovedsageligt selv skal lære at tilbyde adfærden med så lidt hjælp som muligt, arbejder vi ud fra den opskrift, at vi ønsker at automatisere adfærden. Vi belønner ønsket adfærd med ”klik” eller et bestemt roseord og giver derefter godbidden, og derefter gentager vi igen og igen. Vi ønsker, at hunden skal gentage adfærden mange gange først, uden at vi giver noget signal. Derefter begynder vi at koble signalet med adfærden, så hunden forstår sammenhængen mellem de to ting: Signal – adfærd.

Til sidst er målet, at hunden nærmest ikke tænker over, hvad den gør, den gør det helt mekanisk. Når den ser eller hører dig give et bestemt signal, så viser den per automatik en hel bestemt adfærd. Siger du ”sit” – så sætter hunden sig ned. Holder du hånden på en bestemt måde (håndsignal) – så lægger hunden sig ned. Dette kalder vi positiv hjernevaskHjernevask fordi adfærden er automatisk, og positiv fordi vi har indlært den uden brug af tvang eller godbidslokning.

Find flere artikler her:

Om Hund og Adfærd:

Min faglige baggrund er en uddannelse som hundetræner samt dyreadfærdsterapeut. Jeg har senere taget overbyggende uddannelser og kurser indenfor hundeadfærd, meditation, telepati, healing og træning.

Mit virke Hund og Adfærd ligger ved 8765 Klovborg i Midtjylland, hvilket er i kort afstand til byerne Silkeborg, Horsens, Vejle, Ikast, Brande, Herning og Skanderborg. Jeg beskæftiger mig med vidt forskellige adfærdsproblemer og mentale- samt følelsesmæssige ubalancer hos hunde. Herudover tilbyder jeg eneundervisning og ugentlige hundehold.